Af Pierre Schydlowsky, Speciallæge, Ph.D.

Generelt

På bagsiden af skulderbladet findes en kam som starter fra den del af skulderbladet der er tæt på rygsøjlen, bevæger sig på tværs af skulderbladdet og ender i et fremspring (benævnt akromion) som danner forbindelse til den yderste del af nøglebenet (benævnes klaviklen). Leddet (benævnt det akromioclavikulære led) bliver holdt sammen af flere ledbånd. Dette led kan være årsag til smerter som følge af: slidgigt, inflammation (steril betændelse) i leddet, eller forstuvning.
Denne artikel beskæftiger sig med forstuvning af det akromioklavikulære led.

Forekomst

Man skelner mellem 3 grader af forstuvning:

• Grad 1: ledbåndene er forstrakte men intakte. Leddet er ømt men stabilt
• Grad 2: enkelte ledbånd er overrevne. Leddet er ømt og lidt ustabilt. Det giver lidt efter for tryk
• Grad 3: samtlige ledbånd er overrevne. Leddet er ømt. Den yderste del af nøglebenet er løftet i forhold til akromion, og fjedrer ved tryk.

Årsager

Fald direkte ned på skulderen, eller indirekte fald, hvor man tager fra med armen.

Symptomer

Smerter over leddet, oftest uden udstråling. Smerterne provokeres ofte ved løft, indaddrejning af armen, eller krydsning af armen foran kroppen, f.eks. hvis man som fører af bil skal række over for at trække sikkerhedsselen ned.

Hvad kan du selv gøre

• Put is på det ømme sted.
• Undgå bevægelser som provokerer smerten
• Har du mange smerter, så tag paracetamol. Opsøg enfysioterapeut, og få skulderen tapet: det hjælper godt og hurtigt.

Diagnose

• Stilles ofte ifm den lægelige undersøgelse. Udover ømhed og eventuelt fjedring af leddet, findes der håndgreb/tests som hjælper lægen til at stille diagnosen.
• Ultralydsskanning er bedst egnet til at stille diagnosen.
• Røntgen undersøgelse kan også anvendes.

Differential diagnoser (andre tilstande som kan ligne forstuvning af det acromioklavikulære led)

• Impingement
• Rotatorcuff læsion
• Læsion af skulderens brusskive (labrum læsion)
• Slidgigt i akromioklavikulærleddet
• Inflammation i akromioklavikulærleddet.

Behandling

• Is i det akutte stadium
• Smertestillende medicin om nødvendigt (panodil helst, antiinflammatorisk medicin som de såkaldte gigttabletter forsinker helingen).
• Tapening
• Akupunktur
• Binyrebarkhormon indsprøjtninger ved fortsatte smerter. Gøres bedst under ultralydvejledning, som vist i billedet (nålen er den hvide streg).
• Grad 3 skader kan overvejes opereret hvis man har skulderbelastende aktiviteter. Men det lader ikke til at være forskel i resultat på personer som er blevet opereret og personer som ikke er.

I en undersøgelse på 1100 patienter , hvor ca. halvdelen blev opereret og halvdelen blev behandlet uden operation, fandt man følgende resultater:

• 88% af de opererede og 87% af de ikke opererede var tilfredse med resultatet af behandlingen.
• Opererede patienter var længere om at vende tilbage til arbejde og til de aktiviteter de havde inden skaden.
• Blandt de opererede blev 59% reopereret, 6% havde manglende heling af såret, hos 20% brød skaden op igen, og 3% havde fortsat deformitet af leddet.
• Kun 1% af de ikke opererde havde sår problemer. 6% endte med at blive opereret. 37% fortsatte med at have deformitet af leddet.
  
• Ingen af grupperne havde smerter (93% af de opererede, og 96% af de ikke opererede var smertefrie)
• 95% af ikke opererede og 86% af opererede patienter havde næste normal bevægelighed
• 92% af ikke opererede og 87% af opererede patienter havde normal styrke
  (kilde: J Athl Train. 2004 Jan-Mar; 39(1): 10–11. PMCID: PMC385255. Acromioclavicular Dislocation: Conservative or Surgical Therapy)

Indlægget Forstuvning af AC-leddet blev først udgivet på Reumatologiklinikken.

Indlægget Optræning blev først udgivet på Reumatologiklinikken.

Procedure

Nålene anbringes, og sidder i 10-20 minutter, hvorefter de fjernes. Behandlingen gentages ca. 4 gange med ca. 1 uges varighed. Har der ikke været effekt må det konkluderes at metoden ikke er virksom på den pågældende tilstand, og behandlingen indstilles. Er tilstanden tilfredsstillende indstilles behandlingen også. Er tilstanden i bedring kan det besluttes at fortsætte med yderligere behandlinger.

Bivirkninger

Behandlingen kan ledsages af en kortvarig forværring af smerten, og af døsighed.

Indlægget Akupunktur blev først udgivet på Reumatologiklinikken.

Af Pierre Schydlowsky, Speciallæge i reumatologi, Ph.D, Diplomlæge i idrætsmedicin

Generelt

Plexus brachialis neurit er en tilstand kendetegnet ved lammelse af skuldermuskler, som følge af steril nervebetændelse (neurit), dvs nervebetændelse uden bakterier (inflammation). Inflammationen medfører beskadigelse af en eller flere af de nerver der udspringer fra det nerveplexus som forsyner musklerne i armen. Der findes en genetisk betinget form og en ikke-genetisk betinget form. Sidstnævnte kaldes Parsonage-Turner syndromet, efter de læger (Parsonage og Turner) som var de første til at beskrive tilstanden.

Forekomst

Tilstanden er sjælden. Ud af 100.000 personer vil ca. 1,64 få sygdommen. De fleste er mellem 30 og 50 år. Mænd rammes lidt oftere end kvinder.

Årsag

Årsagen til plexus brachialis neurit er en overreaktion af immunsystemet, som af ukendt grund angriber nervesystemet. Tilstanden kan udløses af forskelige faktorer:

• Infektioner i luftvejene
• Graviditet, fødsel (et attak kan opstå timer til dage efter en fødsel)
• Tung belastning af armene
• Psykisk belastning, stress
• Vaccination
• Behandling med blodprodukter, Immunoterapi
• Kirurgi, anæstæsi
• Skade på armen

Symptomer

Smerter og lammelse af nogle muskler i skulderen/armen, af og til ledsaget af føleforstyrrelser.
10% af patienterne har desuden påvirkning af nerverne til benene. I sjældne tilfælde er nerverne til stemmebåndene og mellemgulv musklen (diaphragma) berørte. Sidstnævnte medfører åndenød når man ligger ned.
Symptomerne opstår ofte som attaker. I forbindelse med et attak er der som regel i starten, en meget skarp og stærk smerte i skulderen, efterfulgt nogle timer eller dage senere af lammelse af en eller flere muskelgrupper. Den smertefulde periode varer mellem 1 dag og 6 uger, med et gennemsnit på 3 uger. 75% af patienterne har kun et attak. Det er meget vekslende fra person til person, hvor stærke smerterne er, hvor længe de varer, og hvor omfattende lammelserne er.

Hvad kan man selv gøre for at forebygge skaden

Der er formentlig ikke noget man selv kan gøre. Selv ved den ikke genetisk betinget form, er der formentlig en disposition til at udvikle sygdommen efter visse påvirkninger.

Hvis skaden er indtrådt

Opsøg læge hurtigst muligt for at få stillet den rette diagnose og iværksat den rigtige behandling.

Diagnose

• Stilles som regel af neurologer eller reumatologer.
• Beror på EMG (elektromyografi), hvor man ved hjælp af elektroder vurderer nervernes funktion.
• Røntgen undersøgelse og /eller skanninger kan anvendes til at udelukke andre diagnoser.
• Diagnosen er ofte vanskelig at stille, hvilket skyldes at tilstanden er sjælden og således ikke særlig kendt hos lægerne.

Differentialdiagnoser (de tilstande som kan minde om plexus brachialis neurit)

• Rotatorcuff læsioner (se afsnittet om impingement)
• Frossen skulder
• Helvedesild
• Gigt tilstande i skulderen
• Afklemning af nerver til armen (diskusprolaps, slidgigt i nakkehvirvlerne, strammemuskler i nakke eller bryst)
• Tumores som påvirker nerverne til armen (f.eks. lungetumorer)
• Andre neurologiske sygdomme som påvirker nerverne til armen (f.eks. amyotrofisk lateralsklerose)

Behandling

• Smertestillende medicin (paracetamol, gigtmedicin, morfin lignende præparater, og præparater med effekt på nervesmerter (medicin som oprindeligt blev brugt mod depression eller epilepsi, men som har vist sig at have effekt på nervesmerter).
• Binyrebarkhormon kur i den akutte fase, for at bekæmpe inflammationen, idet binyrebarkhormonet har kraftige antiinflammatoriske egenskaber.
• Optræning under fysioterapeutisk vejledning

Prognose

Prognosen er for det meste god. De beskadigede nerver vokser ud igen, men det sker meget langsomt: nerverne vokser ca. 1cm per uge. De fleste genvinder mellem 70 og 90% af deres kraft indenfor 1-2 år efter et attak.

Indlægget Nervebetændelse af skulderen blev først udgivet på Reumatologiklinikken.

Af Pierre Schydlowsky, Speciallæge i reumatologi, Ph.D, Diplomlæge i idrætsmedicin

Generelt

Rotatorcuffen er en vigtig struktur, fordi den udover at være essentiel for skulderens bevægelser og stabilitet, ofte er sæde for skader. Den udgøres af 4 muskler som alle udspringer fra skulderbladet, forløber under et loft bestående af knogle og ledbånd, og hæfter højt på overarmen, som den omringer som en manchet (eller cuff). Musklerne er de følgende: m. supraspinatus, m. infraspinatus, m. teres minor og m. subscapularis. De nævnes ved navn, fordi deres funktion nærmere beskrives under afsnittet om skulderens bevægelser (under ”skulderen”). Blandt andre opgaver, påfører rotatorcuffens forskellige muskler overarmen dreje- eller rotationsbevægelser, hvoraf navnet.

Ved ruptur eller læsion, forstås at noget senevæv er gået til grunde. Man skelner mellem delvis og total sene ruptur, og mellem ruptur opstået som følge af skade, og som følge af aldersbetingede forandringer.

Supraspinatus senen er den af rotatorcuff senerene som oftest læderes. Det skyldes blandt andet at den i kraft af sin beliggenhed lige under skulderens loft, er mest udsat for at afklemmes, enten i forbindelse med fald, eller repetitive belastninger. Læderes rotatorcuffen helt eller delvis, vil man finde læsion af supraspinatussenen i i 96% af tilfældene, læsion af infraspinatussenen i 40% af tilfældene, og læsion af subscapularissenen i 10% af tilfældene. Sideløbende vil der være læsion af bicepssenen i 34% af tilfældene.

Forekomst

Forekomsten af totale supraspinatus rupturer veksler mellem 5 og 40%, og stiger med alderen. Ud fra kadaver studier, kan 39% befolkningen over 60 år forventes at have totale supraspinatus rupturer, og forekomsten af delvise rupturer er endnu højere. Men langtfra alle rupturer er ledsaget af symptomer. Der er således ved MR-skanning påvist forandringer forenelige med delvise rupturer hos 23% af asymptomatiske skuldre.

Årsager

Rotatorcuffen kan læderes ved fald, eller repetitiv løft af armen typisk i forbindelse med skuldersport som svømning, håndbold, volleyball, osv….
En anden årsag til læsion er alderen ! Med tiden aftager blodforsyningen til rotatorcuffen og senerne degenererer, ofte i en sådan grad, at senevævet efterhånden svinder helt. Det er således ikke ualmindeligt på personer over 60 år, at opdage ved skanning at senerne ikke er der længere, selvom der aldrig har været nogen egentlig skade, og selvom der ikke er gener af betydning.

Symptomer

De typiske symptomer er smerter og manglende kraft. Smerterne er som regel beliggende omkring overarmen, ikke skulderen. Der vil være manglende kraft ved løft af armen, og ofte også ved udad drejning af armen.

Hvad kan du selv gøre?

• I tilfælde af pludseligt opståede smerter kan du komme is på skulderen.
• Er smerterne voldsomme bør du opsøge læge hurtigst muligt.
• Manglende kraft kan være smertebetinget, men har man stadig kraftnedsættelse efter nogle dage bør man opsøge læge.

Diagnose

Diagnosen beror på den lægelige undersøgelse, som regel suppleret med ultralyd eller MR-skanning.
Den lægelige undersøgelse er god til at afsløre rotatorcuff rupturer ved anvendelse af 3 tests:
– svaghed ved test af supraspinatus senen,
– svaghed ved test af infraspinatussenen, og
– indeklemning

Der er 98% sandsynlighed for rotatorcuff ruptur hvis
– alle 3 tests er positive, eller
– 2 tests er positive, og patienten er over 60 år

• Ultralyd og MR-skanning er begge lige velegnede til at påvise rotatorcuff læsioner.
  På venstre side af nedenstående billede ses en rotatorcuff skade med udtynding af senen.
  På højre side ses den intakte rotator cuff

Diffential diagnoser (andre tilstande som kan ligne rotatorucuff ruptur)

• Impingement
• Læsion af skulderens bruskskive (labrum læsion)
• Slidgigt i akromioklavikulærleddet
• Inflammation i akromioklavikulærleddet.

Forløb

Læsioner i rotatorcuffen vil sjældent undergå fuldstændig heling hvilket kan tilskrives flere forhold:

• rotatorcuff -fibre er under en vedvarende spænding, og ved læsion vil de trække sig væk fra hinanden.
• Vævet i den ende af læsionen som er tættest på rygsøjlen har en dårlig blodforsyning, og deltager ikke i helingsprocessen (modsat vævet i den fjerne ende af læsionen, som har gode helingsbetingelser)
• den læderede rotatorcuff ligger badet i ledvæske, hvilket kunne hæmme de naturlige helingsprocesser.Nogle undersøgelser tyder på at delvise rotatorcuff rupturer har en tendens til at forværres over tid. Størst risiko for forværring er der hos personer over 60 år, og ved gennemgående læsion. Ved gennemgående læsion forstås det forhold at skaden går igennem hele senens tykkelse, men ikke nødvendigvis involverer hele senens bredde.I en undersøgelse hvor man fulgte patienter over 18 måneder fandtes dette:
• Hos personer over 60 år var læsionen forværret i 54% af tilfældene
• Hos personer under 60 år var læsionen forværret i 17% af tilfældene.
• 8% af læsionerne var blevet mindre
• 52% af de gennemgående læsioner var forværrede
• 8% af de ikke-gennemgående læsioner var forværrede

Behandling

Behandling af rotatorcuff ruptur opstået efter skade
Den danske sundhedsstyrelse anbefaler kirurgisk vurdering af rotatorcuff ruptur på 1 sene opstået efter skade indenfor 6 uger. Beslutter man sig for operation bør denne finde sted indenfor 3 måneder efter skadens opståen.
Er der totale ruptur af flere sener, vil reparation af senerne som regel ikke kunne gennemføres.
Behandling af rotatorcuff ruptur opstået uden skade
Vil som regel ses hos personer over 60 år. Rupturer opståede uden skade hos ældre bør behandles af ikke operativ vej. Behandlingen kan indebære:
– Smertestillende medicin
– Optræning under fysioterapeutisk vejledning
– Indsprøjtninger med binyrebark hormon.

Værd at vide om operationer for rotatorcuff syndrom

• 60-70% af de opererede læsioner heler
• Jo ældre man er , desto mindre er chancen for heling af en opereret rotatorcuff læsion: i en undersøgelse fandtes at kun 43% af de opererede læsioner helede hos patienter som var over 65 år
• Det er usikkert om der er fordel ved at operere personer med delvise rupturer. Mange anbefaler at man forsøger med ikke operativ behandling.

Indlægget Ruptur af rotatorcuff sener blev først udgivet på Reumatologiklinikken.

• inspektion (se efter forandringer)
• undersøgelse af skulderens passive bevægelighed: lægen løfter patientens arm
  • løft fremad
  • løft udad
  • udaddrejning
• undersøgelse af skulderens aktive bevægelighed: man løfter selv armen
• palpation (føle skulderens strukturer og registrere om dette ledsages af ømhed)
  Eksempel: føling af den lange biceps sene – føling af leddet mellem skulderbladets forreste fremsping og kravebenet
  NB: Der findes naturligvis mange andre strukturer som lægen kan undersøge for ømhed end de viste eksempler
• tests
  For eksempel Neer´s og Hawkins´test for indeklemningssyndrom.
  Ved Neer´s test står undersøgerne bagved patienten, med den ene hånd på skulderbladet for at forhindre dens rotation. Den anden hånd løfter patientens arm helt op. Hawkins test udføres ved at man med den ene hånd holder patientens arm løftet 90 grader udad i forhold til kroppen, og med den anden hånd drejer armen indad. Testene er positive hvis de provokerer smerter på forsiden eller ydersiden af skulderen.

NB: Der findes naturligvis mange tests end de viste eksempler

Indlægget Den lægelige undersøgelse blev først udgivet på Reumatologiklinikken.

Standard røntgen undersøgelse af skulderen indebærer en optagelse forfra og fra siden af kroppen, men i mange tilfælde er det nødvendigt at supplere med specialoptagelser, det vil sige optagelser som udføres i andre vinkler end standard optagelser med det formål at få et bedre billede af en præcis del af skulderen. Der findes mange specialoptagelser. Der skal her kun nævnes enkelte.

Y-optagelsen er bedst til at vise omgivelserne omkring skulderens loft. Optagelsen anvendes for at se om der er forkalkninger eller slidgigt omkring loftet.

Apical oblique optagelsen anvendes for at se om skulderen er gået af ledualisere det subakromielle rum, og bør anvendes ved mistanke om primær impingement, selvom der er vekslende meddelelser om denne optagelses reproducerbarhed (21).

Indlægget Røntgen blev først udgivet på Reumatologiklinikken.

Manipulation: Metode som har dokumenteret effekt ved smerter i nakke og ryg. Den bruges når nakken og ryggens mindre led, de såkaldte facetled, låser. Låsningen brydes ved manipulation som oftest ledsages af et klik. Metoden kan være kraftfuld, og bør derfor anvendes med forsigtighed, særligt i nakken.

Muskelenergiteknik: Blid metode, som ved hjælp af egen kraft udspænder ledbånd, og dermed bidrager til at “åbne” led som måtte være låst.

Indlægget Manuel medicin blev først udgivet på Reumatologiklinikken.

(Impingement, bursitis subacromialis, rotatorcuff tendinit)

Af Pierre Schydlowsky,
Speciallæge, Ph.D.

Indeklemningssyndrom af skulderen er en smertetilstand udløst af indeklemning af sener (de udgør den såkaldte rotator cuff) og/eller slimsæk (bursa subacromialis) mellem den øverste del af overarmen og skulderbladets øverste fremspring. Syndromet bliver af fagfolk kaldt impingement, hvilket er den engelske betegnelse for indeklemning. Impingement kan skyldes:

• inflammation af rotatorcuff senerne (rotator cuff tendinit)
• inflammation af slimhindesækken (bursitis subacromialis)
• delvis læsion af rotatorcuff senerne
• total læsion af rotatorcuff senerne

Det er vigtigt af skelne mellem disse tilstande da de behandles forskelligt.

Forekomst

Impingement ses hos udøvere af idrætsgrene og i erhverv som indebærer gentagne løft af armene. I sportsverdenen er den særdeles hyppig hos svømmere, kastere, vægtløftere, og tennisspillere. Udenfor sportsvedenen ses den ofte ifm med arbejde med computermus, hos syerske, efter havearbejde og hos håndværkere.

Årsager

• Gentagne ensidige bevægelser kan medføre overbelastning af rotatorcuffsenerne og/eller af den slimhindesæk som ligger lige over dem, og resultere i inflammation, det vil sige steril betændelse af senerne (rotator cuff tendinit) og/eller af slimhindesækken (bursitis subacromialis).
• Gentagne ensidige bevægelser kan desuden medføre styrkelse af en muskelgruppe på bekostning af en anden muskelgruppe. Denne ubalance resulterer i dårlig koordination af skulderens forskellige muskelgrupper med indeklemningssyndrom til følge.
• Utilstrækkelig funktion af de muskler der bevæger af skulderbladet
• Skulderinstabilitet ledsages ofte af indeklemningssyndrom
• Fald på skulderen kan resultere i både inflammation , delvis eller total ruptur af rotatorcuffsenerne
• Overbelastning eller alderdomsforandringer kan medføre kroniske skader på rotatorcuffen, og resultere i impingement
• Hos ældre, kan der, som led i alderdommens slidproces, dannes knogleudvækster som forsnævrer pladsen under skulderbladets øverste fremspring. Dette øger risikoen for kollision med de underliggende strukturer, det vil sige rotatorcuffsenerne og slimhindesækken.

Ved løft af armen vil de inflammerede og dermed fortykkede rotatorcuffsener og/eller slimhindesæk ramme skulderbladets øverste fremspring, og frembringe smerter.

Symptomer

• Smerter med udstråling til ydersiden af overarmen, som provokeres eller forværres når armen løftes udad fra kroppen, særligt mellem 60 og 120¤, med maximal smerte ved 90¤, et fænomen kaldet “den smertefulde bue”.
• Ved svær inflammation bliver smerterne konstante, og er tilstede selv om natten hvor de forstyrrer søvnen.

Hvad kan man selv gøre for at forebygge skaden

Hvis du har en skulder belastende sport, skal du, som led i din træning udføre specifikke øvelser. Det er vist, for svømmere, at dette kan mindske risikoen for at udvikle skader.

Hvis skaden er indtrådt

• Hold dig fra de tiltag som provokerer smerten
• Opsøg din læge hvis tilstanden ikke aftager i løbet af en uge, hvis du har natlige smerter, stærke smerter, eller smerter som afholder dig fra at udøve dit erhverv eller din sport.

Diagnose

Diagnosen hviler på den lægelige undersøgelse, ultralydsskanning og af og til røntgen undersøgelse.

• Man finder ømhed over bestemte områder på skulderen
• Der er naturlig passiv, men besværet aktiv bevægelighed af overarmen, det vil sige at man selv har svært ved at løfte armen, men løftes den af lægen er der ingen problemer
• Symptomerne kan reproduceres ved forskellige tests (Neer´s test, Hawkin´s test, m.m).
• Belastning af rotatorcuffmusklerne mod modstand vil medføre smerter.
• Vee ultralydsskanning kan man skelne mellem inflammation af rotatorcuff senerne (rotator cuff tendinit), inflammation af slimhindesækken (bursitis subacromialis), delvis læsion af rotatorcuff senerne og total læsion af rotatorcuff senerne
• Ved røntgenundersøgelser med specielle optagelser (Y-view), vil man kunne få et godt overblik af pladsforholdene under skulderens loft, og kunne vurdere om der er knogleudvækster.

Differentialdiagnoser (andre tilstande som kan ligne indeklemningssyndrom af skulderen):

• nakke myoser
• diskusprolaps udgående fra nakken
• forkalkning med ledsagende inflammation af skulderens slimsæk (bursitis calcarea),
• skulderinstabilitet,
• frossen skulder (periarthrosis humeroscapularis),
• artrose/artrit i det gleno-humerale led.

Behandling

• Aktiv hvile, med pause fra aktiviteter som indebærer bevægelser af armen over 60¤, eventuel suppleret med
• inflammationsdæmpende medicin (de såkaldte gigt tabletter).
• Ved natlige smerter, eller langvarige tilstande bør der suppleres med binyrebark injektion som har fremragende effekt ved denne tilstand.
• Sideløbende bør der iværksættes udspænding og styrketræning af skulderen, både i behandlings- og profylaktisk øjemed.
• I tilfælde af fortsatte gener, på trods af vel gennemført konservativ (ikke operativ) behandling efter ovenstående retningslinier i mindst 6 måneder, kan det blive nødvendigt med kikkertoperation (artroskopi).

Indlægget Indeklemningssyndrom blev først udgivet på Reumatologiklinikken.

– Injektion med lokal bedøvelse eller nålestimulation

Disse teknikker har ingen bivirkninger, fraset lokal irritation af området, eventuel udvikling af allergi mod lokal bedøvelsen, og minimal risiko for infektion.

– Injektion med binyrebarkhormon

Virkning
Et binyrebarkhormonpræparat er et stærkt antiinflammatorisk middel. I modsætning til almindelige blokader, som blot er smertelindrende, er der således tale om at indgive et middel som bekæmper inflammation (steril betændelse), hvis behandling vil medføre smertelindring. I praksis injiceres en kombination af binyrebarkhormon og lokalbedøvelses middel, hvilket vil medføre umiddelbar lindring på grund af lokal bedøvelses effekten. Herefter vil der dog ofte indtræde en periode hvor smerten blusser op igen. Man skal derfor ikke forvente at smerten forsvinder umiddelbart efter en injektion med binyrebarhormon. Smerten vil først svinde når inflammationen er færdigbehandlet, hvilket kan kræve at injektionen gentages nogle gange.

Bivirkninger

• Flare-up
  Er en smerte som opstår i få tilfælde, og som skyldes en lokalirritations effekt af binyrebarkhormonet. Fænomenet kan være yderst pinefuld og lindres med almindelige smertestillende medicin, så som paracetamol (Panodil, pinex eller pamol). Det er helt harmløst, og svinder af sig selv inden for 24 timer
• Flushing
  Er en rødme og varme af ansigtet som kan opstå efter en injektion med binyrebarkhormon. Det er helt harmløst, og svinder af sig selv inden for 24 timer
• Forhøjet blodtryk
  Binyrebarkhormon injektioner kan medføre en forhøjelse af blodtrykket hos personer disponerede herfor
• Forhøjet blodsukker
  Binyrebarkhormon injektioner kan medføre en forhøjelse af blodsukkeret hos personer disponerede herfor
• Infektion
  Binyrebarkhormon påvirker immunforsvaret, og øger i princippet risikoen for betændelse. Risikoen er dog meget lille, og det er vist at injektion med binyrebarkhormon kun efterfølges af betændelse i 1 ud af 10.000 tilfælde.
  Tegn på infektion: feber, tiltagende smerter samt rødme, varme og ømhed í det område hvor injektionen er givet. Kontakt læge straks ved mistanke om infektion.
• Ruptur
  Der er i den internationale litteratur enkelte meddelelser om brud af sene efter injektion af binyrebarkhormon, men de rapporterede tilfælde er yderst sjældne, og det er aldrig vist at binyrebarkhormon injektion skulle være forbundet med øget risiko for brud af sene.
• Hud forandringer
  Særligt i de områder hvor huden er tynd, kan der opstå forandringer, med afblegning af huden, let ændret følsomhed af området og delvis svind af fedtvævet. Det giver dog kun sjældent gener. De fleste gener svinder spontant efter adskillige måneder (år).
• Andre
  Binyrebarhormon præparater kan medføre måneansigt, afkalkning af knogler, omfordeling af fedt, og mange andre bivirkninger. Disse bivirkninger opstår dog som regel kun efter længere brug af binyrenarkhormon som tabletter og ikke efter lokal injektion.

Forholdsregler efter binyrebarkhormon injektioner

Når en struktur er inflammeret, er den svækket, dels på grund af inflammationen, men også på grund af at strukturen ikke bliver brugt, på grund af smerte. Efter binyrebarkhormon injektion svinder inflammationen og smerten, men strukturen vil stadig være svækket i længere tid. Det er derfor vigtigt de første 2 uger efter en binyrebarkhomon injektion, at belaste den inflammerede struktur med måde, og herefter træne den gradvist op, før tilbagevenden til ubegrænset brug. For tidlig belastning af den behandlede struktur vil kunne medføre en forværring af skaden og eventuelt brud af strukturen.

Distensionsbehandling af skulderleddet

Behandlingen anvendes ved frossen skulder. Den består i injektioner af 1 ml binyrebarkhormon blandet op med en stor mængede lokalbedøvelse, hvorved kapslen forsøges at “distenderes” det vil sige udspændes.

Procedure: Under sterile forhold, og efter anlæggelse af lokalbedøvelse indsprøjtes 1 ml binyrebarkhormon og 19 ml lokalbedøvelse. Injektionerne gentages med 1 – 6 ugers mellemrum, indtil tilfredsstillende smertelindring.

Bivirkninger: se venligst “injektioner med binyrearkhormon” under afsnittet “injektioner-blokader”.

Ultralydvejledt blokade

Blokader bliver ofte anlagt “blindt”, det vil sige i det område hvor den sygelig tilstand formodes at være, enten på grund af hævelse eller ømhed, uden at lægen er i stand til at se det syge væv. Det medfører at den indsprøjtet medicin i nogle tilfælde vil blive placeret ukorrekt. Ved ultralydvejledt blokade kan lægen anbringe medicinen præcist med større sandsynlighed for succesfyldt resultat .

Procedure: først udføres der en ultralydundersøgeslse af det syge område. Herefter indføres nålen samtidigt med at man ved ultralydsskanning sikrer sig at nålen er korrekt anbragt. Derefter tømmes det syge område eventuelt for væske. Til sidst indsprøjtes en lille mængde binyrebarkhormon klods op af det syge område, eller i den struktur som lige er blevet tømt for væske.

Bivirkninger: se venligst “injektioner med binyrearkhormon” under afsnittet “injektioner-blokader”.

Indlægget Blokader blev først udgivet på Reumatologiklinikken.