Skulderens anatomi

Skulderen består af 4 led:

Skulderleddet som udgøres af forbindelsen mellem overarmens ledhoved (caput humeri) og skulderbladets ledskål (cavitas glenoidalis)
Leddet mellem kravebenet og skulderbladet.
Leddet mellem kravebenet og brystbenet
Forbindelsen mellem skulderbladet og brystvæggen

Overarmens ledhoved er 4 gange større end skulderbladets ledskål, hvilket giver mulighed for stor bevægelighed, men samtidig instabilitet.
Flere faktorer gør sig gældende for at værne om skulderleddets stabilitet. Disse faktorer udgøres af skulderbladets bruskskive, kapslen,
skulderens sener, og skulderens muskler.

Rundt om skulderbladets ledskål hæfter en lille bruskskive (labrum glenoidale) som øger dybden af ledskålen med ca. 50%, og alene derved bedrer forbindelsen mellem ledhoved og ledskål. Fra ledskålen udspænder der sig en stærk bindevævshinde som omringer skulderleddet: kapslen. Der er, under naturlige forholdt, påvist et undertryk på ca. 32 mm Hg i skulderleddet,
hvilket bidrager til dets stabilitet.
Beskadiges kapslen eller den lille bruskskive, sker der en udligning mellem trykket inden og udenfor leddet, og dets stabilitet mindskes. Forsøg har vist at de kræfter som er nødvendige for at skubbe skulderens ledhoved ud af
ledskålen reduceres med 50% ved beskadigelse af den lille bruskskive, hvilket understreger betydningen af denne strukturs integritet for skulderstabiliteten. Selve kapslen indeholder 3 forstærkninger: en øverst, en mellemst, og en lavest. Den laveste kapsel fortærkning understøtter overarmens ledhoved som en hængekøje, og anses for at udgøre det væsentligste værn mod instabilitet når armen er løftet ud af kroppen.

Den yderste forstærkning udgøres af muskler og deres sener. Betydningen af hver enkel af skuldermusklerne er blevet belyst gennem studier med overskæring af de enkelte muskler/sener, og derefter undersøgelse af den effekt det havde på stabiliteten. Herved har biceps og rotatorcuffen vist sig at udgøre det stærkeste muskulære værn mod forreste skulderinstabilitet.

Rotatorcuffen er en vigtig struktur, fordi den udover at være essentiel for skulderens bevægelser og stabilitet, ofte er sæde for skader. Den udgøres af 4 muskler som alle udspringer fra skulderbladet, forløber under et loft bestående af knogle og ledbånd, og hæfter højt på overarmen, som den omringer som en manchet (eller cuff). Musklerne er de følgende: m. supraspinatus, m. infraspinatus, m. teres minor og m. subscapularis. De nævnes ved navn, fordi deres funktion nærmere beskrives under afsnittet om skulderens bevægelser. Blandt andre opgaver, påfører rotatorcuffens forskellige muskler overarmen dreje eller rotationsbevægelser, hvoraf navnet. Knogle-ledbånds loftet består af leddet mellem nøglebenet og skulderbladet, og af et ledbånd som udspænder sig mellem et lille fremspring på forsiden af skulderbladet (processus coracoideus) og skulderbladets forreste fremspring (akromion). Mellem rotatorcuffen og det netop beskrevet loft findes en slimsæk (bursa subacromialis) som adskiller disse 2 strukturer fra hinanden, og letter rotatorcuffens glidebevægelser under loftet.