Ruptur af rotatorcuff sener
29. november 2018
Vingedannelse af skulderbladet
29. november 2018
Ruptur af rotatorcuff sener
29. november 2018
Vingedannelse af skulderbladet
29. november 2018

(tendinitis caput longum bicipitis)

Af Pierre Schydlowsky, speciallæge i reumatologi, Ph.D

Overbelastning af biceps musklens lange sene (caput longum bicipitis), er en ret almindelig overbelastningsskade. Den ses fortrinsvis hos idrætsudøvere der bruger deres overarme til kraftfulde eller gentagne bevægelser.

Årsag

Den lange biceps sene udspringer fra den øverste del af skulderen. Den passerer derefter foran overarmens hoved, som den hjælper med at holde på plads, og fortsætter derefter som biceps musklen på overarmen. Uvant belastning, samt repetitiv og kraftfuld brug af armen kan medføre inflammation, det vil sige steril betændelse af overarmens lange bicepssene. Inflammation af en sene kaldes tendinit. Biceps tendinit kan også ses i forbindelse med en række gigtsygdomme, hvis inflammatoriske proces, udover at påvirke leddet, griber over på senerne.

Forekomst

  • Inflammation i bicepsmusklens sene er en almindelig idrætsskade, som blandt andet optræder i forbindelse med tennis, badminton, roning, spydkast, vægtløftning og gymnastik
  • Inflammation i bicepsmusklens sene kan også ses sammen med leddegigt og inflammatoriske ledsygdomme.

Symptomer

  • Smerter fortil på skulderen, som stråler ned langs overarmens forside.
  • Smerterne forværres ved løft og aftager i hvile

Diagnose

Diagnosen hviler på den lægelige undersøgelse og ultralydsskanning.

  • Ved den lægelige undersøgelse vil lægen finde ømhed over senen, og belastning af senen ved specifikke tests (Speeds test, Yergasons test) vil kunne provokere den kendte smerte.
  • Diagnosen kan bekræftes ved ultralydskanning som også kan udføres for at sikre sig at der ikke er skader på senen, og at den ikke er gået af led.

Hvad kan man selv gøre?

  • Hold dig fra de tiltag som provokerer smerten
  • Opsøg din læge hvis tilstanden ikke aftager i løbet af en uge, hvis du har natlige smerter, stærke smerter, eller smerter som afholder dig fra at udøve dit erhverv eller din sport.

Behandling

  • Aktiv hvile, med pause fra aktiviteter som indebærer løft, eventuel suppleret med
  • inflammationsdæmpende medicin (de såkaldte gigttabletter).
  • Ved natlige smerter, eller langvarige tilstande bør der suppleres med binyrebark injektion.
  • Sideløbende bør der iværksættes udspænding og styrketræning af skulderen, både i behandlings- og profylaktisk øjemed.

Forløb

Prognosen er god.